Jeg skal love for, at Aalborg fik noget vand i går, ganske som lovet. Undertiden ville jeg ønske, at meteorologernes prognoser var mere usikre.
Billedet er ikke fra Aalborg
Det tordnede og øsregnede i flere timer og forhindrede effektivt det havearbejde, jeg ikke havde lavet alligevel.
Ifølge DMI var det dobbelt skybrud, mere end 30 mm på 30 minutter. Så kraftigt synes jeg nu ikke det var på vores matrikel, men et halvt dobbelt kan vel også være rigeligt.
Der kom da nok til, at den ikke overdækkede del af terrassen sejlede og truede med at oversvømme den overdækkede del, hvor vi sad tørt og trygt.
Katten, den stakkel, bliver bange og gemmer sig inde i huset, når det tordner. Det blev ikke bedre, da hagl begyndte at tromme på halvtaget. Sikken larm!
Der var oversvømmelser flere steder i byen, men vi bor heldigvis så højt, at vandet løber væk (ned til …).
De haveglade plejer at sige: ”Vi trængte også til det”. Jeg trænger nu mere til sol og varme. Det er ikke nyt, at den danske sommer er blandede bolsjer, men det er afgjort bedre end +40° og brande som i middelhavsområdet.
Der tager vi så ned, til Grækenland, men senere på året hvor temperaturen er mere behagelig, og hvor de forfærdelige brande forhåbentlig har raset ud.
Vi skal overnatte i Athen eller omegn på hjemturen, men situationen lige nu er uoverskuelig. Ingen kan sige, hvor det brænder i morgen, så jeg venter med at booke.
Det var bedre, om de havde fået vores skybrud. De trænger, om nogen gør!
/Eric
Vi var spændte på om skybruddet også havde været hos os, da vi var væk hele weekenden, men bortset fra at lyn eller torden havde fået relæet i maskinhuset til at gå ud, så så alt fredeligt ud. Men det er vilde billeder, jeg har set fra Aalborg.
Det er rarest at være hjemme, så man kan skride ind, hvis noget går galt, men det er jo ikke altid til at planlægge. Jeg har én gang været ude for, at relæet (HFI) slog fra, og det var ved et lynnedslag ganske tæt på.
Der er nogle lavtliggende lokaliteter i Aalborg, som næsten altid oversvømmes ved skybrud. Viadukten i Reberbansgade er en af dem, og den har i mange herrens år fanget dumdristige bilister. Da jeg var dreng i vestbyen tog vi ofte den vej efter kraftig regn, alene for at se om der var “underholdning”, og det var der som regel 🙂
Lige når man oplever det, forstår man at dette er farligt og kunne betyde at livet, som vi kender det, blev ændret fundamentalt, enten ved at broer skylles væk, eller områder oversvømmes af regnvandsfloder, eller ved at storm og hav æder store landstykker.
Men dagen efter virker solskin eller stille gråvejr så betryggende, at man falder til ro og regner med at “nu er der fred”, – men hvad er “nu” og hvad er det større forløb – man skal selvfølgelig se på målinger, statistikker, historiske oplysninger, og det kan vi ikke få nok af.
Men det bliver svært at forhindre skybrud som dette. Hvis en verdens-bevægelse skal igang for at mildne klimaforandringerne, så er der ikke meget håb om at vores børn får løst problemerne. Måske hvis der opstår globale katastrofer, større end nødhjælp kan klare, så vil der være en chance.
Men i min pessimisme har jeg indtryk af at når folk dør (af krig eller katastrofer) så glemmer vi at lytte på deres stemmer – som jo er væk, og ikke kan høres i et solbeskinnet “nu”.
De fleste er optimister og nyder solskinnet dagen efter skybruddet, men bare at få bremset klimaforandringerne bliver et langt, sejt træk – hvis det overhovedet lykkes.
Åh jeg havde først ikke set underteksten til dit billede, og tænkte, at det var da godt nok vældigt. Herefter så jeg den og blev helt lettet.
Dobbelt skybrud – hvor vildt. Jeg forstår Tots ulyst til både torden og silende regn.
Det er godt, I ikke tager til Grækenland lige med det første. Brandene er forfærdelige for de stakkels mennesker.
Ja, det er vildt med skybrud, og når man opholder sig i det fri (her under halvtag), er tordenens bulder og brag voldsommere.
Det er skrækkeligt med de brande, men selv uden dem, ville vi ikke tage derned i juli/august – vi er ikke designet til så høje temperaturer.
Der er nu noget ret fascinerende over sådan et uvejr. Jeg nyder det i hvert fald, men det er da også kun fordi jeg føler mig sikker på, at der ikke sker den store katastrofe ved det heromkring hvor jeg bor.
Jeg hørte 43° i Grækenland. Gisp, siger jeg bare …
Vel er det fascinerende, når man vel at mærke føler sig uden for fare.
Der er plus 40 i store dele af middelhavsområdet lige nu. Juli og august er ikke tiden for blegansigter som os – det er meget bedre at tage dertil i september/oktober eller foråret, hvor tingene grønnes.
Jeg havde en kollega, der tog til Rhodos et år, mens det var højsommer. De tilbragte næsten alle deres vågne timer i lejebilen, der havde aircondition. Dejlig ferie!
Der synes efterhånden at være voldsomme meteorologiske svingninger i alle fire årstider. Aktuelt synes det – som indlægget præciserer – noget ulige fordelt. Man(d) bliver noget forsigtig med at booke (me too!), indtil der er sket en stabilisering. Hertil kommer Corvid-19 farver på UMs landkort.
Klima-profeter tordner (!) kontinuerligt og det er efterhånden blevet et olympisk hækkeløb mellem de rekordagtige vejrudsving såvel i DK som Hellas og mange andre steder.
Som true catlover forstås Tots reaktioner, der genkendes hos hunde og katte fra mine nære cirkler. Men Tot har så – modsat mange andre animalske kollegaer – den fordel at være omgivet af menneskelig og bygningsmæssig beskyttelse.
Voldsomt vejr på den ene eller anden måde er ikke nyt, hverken her eller hisset, men det er som om, gaspedalen har fået et ekstra tryk.
Min tøven med at booke overnatning til hjemturen skyldes ganske enkelt, at jeg ikke vil booke noget, der kan være en brandtomt i morgen. Vi har tid at vente.
Covid er jeg ikke nervøs for, nu vi begge er vaccineret – risikoen er meget mindre end for så mange andre ting. Der kommer en dag, hvor den skal have et boost, men der er længe til.
Tots skræk for tordenvejr er forståelig, men nytårsaften er værre!