Forfatterarkiv: Eric

Den græske skolelærerinde

Vores nabo her på Leros er en ung, græsk kvinde. Hun er skolelærer, fortæller vores værtinde uopfordret. Gad vide, hvad hun fortæller om os?

Sommerhat

Skolerne skulle starte mandag den 7. september, men da det græske smittetal begyndte at stige, besluttede myndighederne at udskyde det en uge. Naboens ophold må derfor være en indskydelse.

Jeg tror, hun går ud om morgenen, mens vi sidder på terrassen på husets bagside, for jeg hører hende ikke.

Hun vender tilbage ved middagstid. Måske er der blevet for varmt på stranden, eller hvor hun ellers holder til; måske rækker budgettet ikke til at spise frokost ude.

Når hun kommer hjem, sidder vi gerne på husets skyggeside, dvs. ved lejlighedens indgangsdør, og hun hilser med et lidt genert ”Hi”.

Vi kvitterer med et ”Hi”. Jeg kigger op fra bogen og ser kun et glimt, hun låser sig hurtigt ind. Elegant brun sommerkjole med hvidt mønster, caffelatte-hud og langt sort hår.

Vistnok. Min iagttagelsesevne starter langsomt, når tankerne er optaget andetsteds.

Der er ikke decideret lydt i huset, men jeg kan høre, at hun taler i telefon. Hun holder sig inde i lejligheden og taler i timevis. Til ud på eftermiddagen. Non stop. Det gentager sig hver dag.

Stemmeføringen er lav, og selv hvis jeg kunne væsentligt mere græsk end ”efcharisto” (tak) og ”ouzo”, ville jeg ikke kunne høre, hvad der bliver sagt. Men telefonsnak er det, derom ingen tvivl.

Det er vel ensomt at være alene på ferie.

Jeg hører badeværelseslyde fredag morgen og derefter intet. Hun er nok rejst hjem, mens vi var på formiddagstur. Hjem til tavlen, katederet, ungerne.

Var sommerhatten virkelig eller blot en romantisk fantasi?

Relateret:

/Eric

Dagens gang på Leros

En (for os) typisk feriedag på den græske ø Leros.

Ud for terrassen står et limetræ, og blev vi her længe nok, ville vi se frugterne modne. Ikke at det er til at se, men de falder vel af på et tidspunkt – ligesom fignerne der ligner fladtrådte hundelorte og klæber til vejen.

Vi når ikke at se limefrugterne modne, så længe skal vi desværre ikke være her.

Vi fandt hurtigt den gode rytme med at lave ingenting. Heldigvis har vi tidligere set øens seværdigheder, så de forpligter ikke. Det er en af fordelene ved at vende tilbage til det samme sted.

Når vi kommer hjem, vil mange spørge: ”Fik I så set noget?” og vi vil sandfærdigt svare ja, men det, vi ser, er nok ikke lige det, spørgerne har i tankerne.

Kat i Panteli

Borgen, der knejser over øen, kan man ikke undgå at se, men ellers er det mest hverdagen og detaljerne, vi bemærker.

Læs resten →

Til Grækenland i en coronatid

Så er vi langt om længe kommet til Leros. Søndag fløj vi fra Aalborg via København til Athen, hvor vi overnattede på lufthavnshotellet.

Rejsende til Grækenland skal (over nettet) udfylde en ”Passenger Locator Form” senest 24 timer før afrejse, og det er et værre bureaukrati.

Vi gled dog glat igennem kontrollen og blev ikke udtaget til stikprøvetest for COVID. Mit gæt er, at de fornuftigvis koncentrerede sig om den gruppe unge mennesker, der lignede gymnasiale festaber med tømmermænd.

Mandag skulle flyet til Leros lette kl. 09:55, men det trak ud, og brumbassen fløj først 11:25.

Brumbassen

Brumbassen der fløj os til Leros

Under rejsen til og opholdet i Athen var vi meget Corona-påpasselige, men det er svært, når der er så mange mennesker så tæt. Inkubationstiden får vise, om de håndspritplagede hænder førte os sikkert igennem.

Sikkert pga. forsinkelsen var der kun én taxi i Leros’ lille lufthavn. Det var Petros, som vi har kørt med før, men han var engageret til anden side. I min kvide ringede jeg til Maria, vores værtinde, og hun tilbød straks at hente os.

Solen var aggressiv, og vi ventede i skyggen, til Maria kom efter ca. 20 minutter. Vi og kufferterne kunne lige være i den lille bil.

Læs resten →