Forfatterarkiv: Eric

En dag i det græske smørhul

Scenen er Leros, en lille græsk ø nord for Kos og nær Tyrkiet. Handlingen er ferie, hvis handling ellers er det rigtige ord.

Det græske flag

Det græske flag over et hus i Agia Marina

Formiddagsturen går til nabobyen Agia Marina. Her lægger de mindre færger til, store skibe bruger havnen i Lakki. Agia Marina er også hjemby for nogle få fiskefartøjer.

Følger man kystvejen længere ud, kommer man til turistområdet Alinda, men det er ikke på programmet.

Turen går først op til Platanos’ torv og derfra stejlt ned til Agia Marina. I alt knap 2 km. Det er samme rute hjemad, men med stigningen er den tur meget længere.

På vej til Agia Marina

På vej til Agia Marina

Caféer og konflikt

Læs resten →

Taler De tysk?

Vi nyder en aperitif på stranden i Panteli Bay, mens solen forbereder sig på at slukke lyset over Grækenland.

Panteli Bay

Små, snavsede hunde leger og nyder det frie liv uden snor. Snart tigger kattene med himmelvendte øjne ved tavernernes borde, men det er for tidligt endnu.

De lavbenede borde står med coronaafstand på stranden, og caféens kompakte indehaver synger med på de græske sange fra højttalerne. Gæsterne er få, men han er i godt humør og siger ”Yammas,” når han serverer.

Der er færre turister end normalt, COVID osv., men vi hører da både englændere, franskmænd, hollændere, tyskere og grækere. Fællessproget mellem nationaliteterne er engelsk.

Jeg var optaget af min ouzo og fangede ikke optakten, men en herre i blå T-shirt siger på engelsk med fuldfed, tysk accent:

Læs resten →

Balanceret levering

Der er to caféer på torvet i Platanos, Leros, og den ene tilbyder balanceret levering.

Take away

Skiltet over styrthjelmen fortæller, at vejen ned til Agia Marina har en hældning på 10 %.

Der er to caféer på Platanos’ torv, en på nordsiden og en på sydsiden. Caféen med det syge platantræ har ligget på nordsiden i mange år, mens den på sydsiden kun er 7 år gammel eller så.

Tidligere rummede sydsiden en forretning med børnetøj, men nu er her altså café. Finanskrisen lukkede en del forretninger i Platanos, og ganske som i DK er bankfilialen erstattet af en pengeautomat.

Begge caféer besøges af lokale, men den gamle har mere stil med træmøbler og parasoller. Det er vel derfor, den tiltrækker flere turister.

Der har været god plads i denne uge, men i dag er det søndag, og der er fyldt godt op, selvom ingen, absolut ingen, kan være i tvivl om, at kirkerne har ringet til messe.

Vi får plads på den nye café. Stolene er ikke så pæne, men de er funktionelle og lige så magelige som overfor. Kaffen koster nødvendigvis det samme: 2 euro  for en espresso, 3 for en cappuccino, og så får man også en flaske vand, så man har et alibi for at blive hængende.

Herfra er der glimrende overblik, og vi ser tjeneren på den gamle café komme ud med en bakke, sætte sig på scooteren og køre hurtigt op ad en sidevej.

Bakken balancerer på hans venstre underarm, højre hånd styrer scooteren og giver gas, masser af gas. Efter få minutter vender han tilbage og genoptager sin normale servering. Gæsterne har knap opdaget, at han var væk.

Det er balancekunst.

Relateret:

/Eric