Standeren til postkassen skulle i jorden inden frosten, men sikken et bøvl man skal have, for at Post Danmark kan fyre folk og spare penge.
Postkassen skal stå i skel senest ved årets udgang, hvor der ikke bringes post ud, og brevsprækken skal sidde, så postbudet kan nå den siddende på en knallert, der ikke må køre på fortovet.
Det er mig inderligt imod at skulle betale for Post Danmarks rationaliseringsgevinst, men der er ingen vej uden om, så vi har købt en discountpostkasse + stander for 500 kr., og i dag skulle standeren i jorden.
Min praktiske begavelse finder sjældent anvendelse, men dette var til at overskue. Forhaven er hævet over fortovet, og i skellet står en 67 cm høj mur, som holder på jorden bagved. Standeren skulle i jorden lige inden for muren, i hjørnet ved trappen op til huset.
Men først skulle et vildnis af buske ryddes, og det tog mere end en time, før jeg kunne stikke spaden i jorden ved murens indre kant.
Klonk! – sagde det. Et par centimeter nede mødte spaden massiv sten eller beton. Jeg rykkede en smule baglæns og stak på ny spaden i jorden.
Klonk! – og sådan fortsatte det: Klonk – klonk! indtil jeg var så langt inde, at kun en brevdue ville kunne nå postkassen fra fortovet.
Enhver havemursspecialist vil sikkert ryste overbærende på hovedet og sige, at sådan skal en mur være konstrueret, hvis den skal kunne modstå trykket bagfra, men jeg anede altså ikke, at min mur er konstrueret som et isbjerg og så solidt som en tysk vesterhavsbunker.
Nødløsningen