Kategoriarkiv: Erindringer og minder

Cykeltur til barndommens land

6 svar

Vi cyklede en tur i det fine påskevejr i går, og det blev en tur tilbage til barndommen, til en bydel i Aalborg hvor meget er ændret.

Vi luftede de nye elcykler og kørte vestpå. Aalborgs havnefront er totalt forandret de senere år. Hvor der i min barndom var lager- og pakhuse, industri og kraftværk, er der nu Utzons hus, musikhus og boligblokke.

Musikkens hus

Musikkens hus. Smag og behag, men de har da brugt noget cement.

Kraftværket Nordkraft er blevet kulturhus, og det er længe siden, at spritfabrikken lavede akvavit. Havnen fungerer knap som havn mere, men der er da et par restaurationsskibe.

Det meste af min skoletid gik jeg i Ryesgade Skole, der for længst er nedlagt som skole. En overgang husede den musikkonservatoriet, nu er den vist lavet til ejerlejligheder.

Bortset fra nogle nyere, lave huse ligner lystbådehavnen sig selv. Mellem roklubben Ægir og jernbanebroen brugte jeg mange drengetimer med fiskestangen.

Det blev ikke til stort andet end ulke, ålekvabber (”kujere”) og en sjælden skrubber, men de nærede drømmen om laksefiskeri i midnatssolens land. Det ændrede sig, da jeg begyndte at spille skak, men jeg har ikke nænnet at skille mig af med fiskestangen.

Min engelsklærer havde en båd og en jolle i lystbådehavnen. Jeg fik lov at låne jollen og lærte at ro og styre et sejl. Det var eventyr på fjorden et par somre.

Læs resten →

Den nepalesiske indvoldsorm og tjalden i trommen

12 svar

En bekendt har været døden nær af en tropesygdom, og det fik mig til at tænke på Herbert og den nepalesiske indvoldsorm.

trommeHerbert var en studiekammerat, jeg havde sidst i 70’erne. Man kan sige meget om min generations forældre, men de kaldte ikke deres sønner Herbert, og det står derfor til troende, at jeg i diskretion ikke bruger hans rigtige navn.

Vi var ikke nære venner og sås ikke privat, men var på humoristisk bølgelængde og kunne drikke en øl sammen og snakke, når jazz-huset Louis i Jomfru Ane Gade havde billige bajere tirsdag aften.

Det halve universitet mødte sent onsdag; der var ikke så mange studerende dengang, og Louis eksisterer ikke mere, selvom der blev spillet meget andet end jazz.

Herbert var spinkel og ikke særligt høj. Hår og skæg var kulsort, blikket intenst. Han vidste godt, hvordan en chillum fungerede, og følte sig draget af Indien og Nepal i sommerferierne.

Læs resten →

Musikaften og pausemusik

8 svar

Der var musikaften på Taverna Zorba i går. Bandet spillede som vanlig godt, og i pausen kom jeg til at tænke på en anden pause sidst i 70’erne.

Paganini - Auguste Amant Constant Fidèle Edouart [Public domain], via Wikimedia CommonsDer var dengang en studentikos restaurant i Jomfru Ane Gade ved navn ”Regensen”, og et band spillede irsk folkemusik, eller noget der lignede. I pausen gik en mand på scenen.

Han så sydlandsk ud, og i mørkt jakkesæt og hvid skjorte lignede han afgjort ikke det øvrige publikum. Tiden var til hønsestrik og fløjlsbukser og måske Che Guevara på væggen.

Om han brugte sin egen violin, eller den der holdt pause, husker jeg ikke, men da han satte i med at spille, forstummede al samtale hurtigt, for han spillede blændende dygtigt og medrivende.

Er der et stykke for violin, der hedder ”Ildfluen” eller noget i den retning? Det var iørefaldende, sigøjneragtig musik og som skabt for den, der kan spille med suveræn teknik.

Han gav et nummer eller to, bukkede og gik så tilbage til sit bord. Det tog lidt tid, før samtalen summede igen, og fløjlsbuksemusikken lød noget riflet efter pausen.

Jeg ved ikke, hvem han var, men et rumænsk ensemble besøgte vist byen på samme tid, så det er nærliggende at koble.

Restaurant Regensen er for længst borte, og Jomfru Ane Gade er en anden. Jazzhuset Louis er også væk. De solgte billige bajere tirsdag aften, så halvdelen af universitetets studerende sov længe onsdag. Universitetet var lille dengang.

Heller ikke i dag har vi kondition til at møde tidligt og være i form, når vi har været til festivitas til efter midnat, så vi nyder en planlagt fridag på terrassen.

Her undrede det mig for et øjeblik siden, at jeg ikke kunne få Dylans ”Blowing in the wind” ud af hovedet, men så slog det mig, at skovduen i fyrretræet kurrer omkvædet igen og igen: ”The an-swer my friend”.

Ja, det synger den selvfølgelig ikke med de ord, men det er samme ku-kuu-rytme i due-dur. Skal den ikke snart holde pause?

/Eric