Quickfix af PC’en

Da jeg var på hospitalet, tabte jeg min laptop på gulvet, så skærmen gik til, og forbindelsen til batteriet gik sig også en tur.

Rorschach test

Rorschach-test eller skærmbillede

Hospitalet har WiFi, og Helle fragtede min laptop derud, så tiden kunne gå med andet end hjertesorger. Sådan har jeg meget at takke hende for.

Da jeg skulle manøvrere den ind på sengeskabets nederste hylde, smuttede den og faldt ca 10 cm ned på gulvet. For lidt til at udløse airbag’en, men nok til at skærmen nu lignede moderne kunst eller noget fra en Rorschach test. En faldskærm, simpelthen.

Det skete ikke, fordi jeg var svækket og afkræftet, det var ren, ukoncentreret fumlen. Nå, laptoppen har flere år i sig endnu, det er en god og kraftig computer, og det var billigere og bedre at skifte skærmen end at købe en ny maskine.

Den nye skærm kostede 1899 kr. eller ca. 190 kr. per centimeters faldhøjde, og udskiftningen tog kun et par timer. Ærgerligt, men sådan kan det gå.

Hvad jeg ikke havde bemærket var, at computeren ikke kunne trække strøm fra batteriet, det opdagede jeg først senere. En bærbar uden batteristrøm er ikke meget værd.

Jeg er bevidst om min tekniske begavelse, og udelukkende for at støtte det lokale erhvervsliv tog jeg computeren ned til Labtech-butikken i Vejgaard. Det ville være et savn at undvære den til næste dag, men undertiden må man bringe ofre.

Fyren i forretningen tog batteriet ud, satte det i igen, strammede en skrue, og så var det i orden.

Der har været stoltere stunder i mit liv, jeg røber ikke hvilke, men det hjalp selvfølgelig, at han gjorde det uden beregning.

Så med en fungerende computer er der ved at være styr på tilværelsen igen, og snart tænder jeg for grillen, så den kan blive klar til ribbensstegen.

Med de basale behov dækket kan man kun være tilfreds med septembervejret.

/Eric

Kroning uden apanage

En udgift kommer sjældent alene. Knap har jeg forgyldt medicinalgiganterne, før jeg skal krones, og det er ikke som nasseprins.

KroneDet halvårlige tandeftersyn i dag. Udsat først pga. høfeber stormstyrke 8 og dernæst pga. hjertesorger.

Nul huller, men der er gået en lillebitte flis af to tænder. Den ene skal have ny fyldning, da den ikke er stendød endnu, og den anden – stendøde – skal krones.

Her bliver ingen kroningsfest, ingen dækning af Se og Hør, patientens andel forventes at beløbe sig til 6.455 kr. Tre planlagte besøg hvor man må tage fri fra arbejde.

Hvordan skifter man sig selv ud med en nyere model? Det skal være en af de energirigtige og vedligeholdelsesfri …

/Eric