Tag-arkiv: Græsplæne

Man skal kende sine stærke og svage sider

Nogen siger, at man skal arbejde med sine svage sider, så de bliver stærke, men det er ungdommelig dårskab – lidt ligesom at gøde græsplænen.

Når gyvelen blomstrer, er det forår

Når gyvelen blomstrer, er det forår

Det eneste, man får ud af at gøde græsplænen, er jo, at den skal slås noget oftere. Nej, man skal gøre det, man er god til, og værne om sine svage sider; ellers kan man jo ikke lave andet end at lave noget.

Jeg er fx meget dårlig til havearbejde. Det er afgjort en af de svage sider, jeg værner om – jeg er lige til planteskolens hjælpeklasse.

Men det er forår, gyvelen blomstrer og plænen gror, så i går, hvor vi havde fri pga. en flyvetur for længe siden, skulle der slås græs, skønt ingen i husstanden er god til det.

Læs resten

Græsplænen

Græsset skal jo slås, men i al stilhed arbejder jeg med en langsigtet strategi, som skal løse det problem. Det tager tid, men det virker.

Vores græsplæne forsørger en solsortefamilie og andre fugle, som trives i vores vildnis, men ellers er jeg da bedøvende ligeglad med den plæne.

For min skyld måtte den gerne vokse, til den ikke orkede mere og gik i frø. Vi spiller jo hverken golf eller bold på plænen, så hvorfor skulle den ikke have lov til at gro, som græs gjorde, før man opfandt plæneklippere og drøvtyggere?

Men den slags tanker strider nærmest mod politivedtægten, og hvis de blev realiseret, ville jeg sikkert kalde på kvarterets forargelse og det, der er værre.

Så jeg slår resigneret plænen, selvom jeg bliver både varm og svedig. I al stilhed arbejder jeg dog med en langsigtet strategi, som skal løse problemet: Jeg hverken vander eller gøder – og det virker.

De sidste 20 år er der blevet længere og længere mellem stråene, og de vokser heller ikke så bandsat energisk, som de gjorde engang. Til gengæld vinder mosset frem, og det er både grønt og blødt, og så skal det ikke slås.

Jeg er dog bange for, at det kræver mindst 15 år mere at nå helt i mål, og så længe bliver vi næppe boende. Det er egentlig lidt ærgerligt, for jeg foretrækker at afslutte mine projekter.

Svampens vej fra græsplænen til banken

Svampen i græsplænen er formentlig en type, som kun snegle gider æde, hvis de falder over den, og snegle falder vist ikke over noget som helst.

Jeg kender ikke meget til svampe, men denne paddehat kunne godt være en af de sjove, som sætter fut i den psykedeliske fantasi.

Det håber jeg faktisk ikke, for hvis det rygtes, vil seniorflippere og blomsterpensionister snart kravle rundt på min græsplæne om natten med pandelygte og læsebriller, og hvad vil naboerne så ikke tænke.

Nej, jeg håber snarere, at svampen er en kulinarisk delikatesse, som kalder på kendernes mundvand. Den vil næppe indbringe det samme som trøfler, for man kan jo finde den helt uden hjælp af specialopdrættede svin eller sporhunde, men kulinariske sjældenheder kan være lukrative.

Så kunne jeg sende den med delikatesse-kurer til restaurant Noma, som vil servere den på et stykke rullegræs for en dollarspækket gourmand eller en midtjysk kommunaldirektør.

Det er godt nok lidt sent at tænke i de baner, for svampen er for længst fortæret af plæneklipperen, men der kan jo være flere på vej.