Tag-arkiv: Mad

Det er tungt at være bæredygtig forbruger

Man kan snart ikke spise noget som helst uden at få dårlig samvittighed. Maden er enten truet af udryddelse eller produceret uetisk.

Nu er det ålen, sværdfisken og den blåfinnede tun der trues af udryddelse.

Torsken fra Newfoundlands fiskebanker er for længst spist op, men i det mindste har hvalerne fået nogenlunde fred, når man ser bort fra japanernes fangst til videnskabelige sushiformål.

Men det er ikke gjort med det. Hvis lækkerierne ikke er truet af udryddelse, er de udsat for tvangsfodring, skuldersår, små bure, traumatisk transport, génmanipuleret resistens mod sprøjtemidler, konkurrenceforvridende landbrugstilskud eller sågar sødmælk.

Når man som forbruger har forvisset sig om, at den forsvarsløse ingrediens kommer fra en talrig bestand og er produceret etisk og miljørigtigt, er der stor sandsynlighed for, at den har belastet klimaet med metanprutter eller kommer fra et land, som undertrykker menneskerettighederne.

Som bæredygtig forbruger skal man holde sig orienteret og have tjek på alt fra bestandsstatistik og økologisk balance til klimabelastning og geopolitik.

Det er noget af en opgave at løfte, og derfor skal man være bæredygtig.

Jeg fik smagt tun, sværdfisk og ål før det blev for sent. Jeg har taget min bid af bestanden. Det var ikke så godt og samtidig vældig godt. Nu ved jeg, hvad jeg går glip af.

Det er næsten ikke til at bære.

Hos Costa – en græsk restaurant i Aalborg

Restaurant Costa har været populær i mange år. God græsk mad til rimelige priser, og så er der jo værten, Costa.

Costa er den perfekte krofatter, som med gæstfri humor tager sig af gæsterne. Når den værste travlhed er overstået, griber han guitaren og giver nogle sange.

Han starter altid med græsk musik. Det er jo, hvad folk forventer, og er man ikke stamgæst, bliver man nok overrasket, når han slår over i ”Åh Marie a vil hjem te dej”. Hvad der følger derefter, afhænger af omstændighederne. Er der nogle af Costas musiker-bekendte på besøg, kan det udvikle sig til en jamsession. Det er uden sammenligning byens (og måske landets) mest musikalske spiserestaurant.

Billedet er godt nok ikke fra Hos Costa, men salaten er da græsk.

Billedet er godt nok ikke fra Hos Costa, men salaten er da græsk.

Læs resten