Tag-arkiv: Regeringen

Flere pesticider i danske grøntsager

Hvem fatter en pestiskid? Regeringen tilslutter sig et EU-direktiv, som tillader op til 50 % flere pesticider i grøntsager.

SF’s Pia Dyhr kalder fødevareministeren ”bindegal”, og han synes til gengæld, at hun skylder forskerne på DTU og i EFSA en undskyldning.

Jeg forsøgte at komme ind på fødevareministeriets hjemmeside, men den er utilgængelig i skrivende stund. Måske har den fået en sur smiley 🙁

Til gengæld kan man komme ind på DTU’s hjemmeside, og søger man på ”pesticider”, kan man finde bl.a. denne side, hvor en professor i Vand og Miljøteknologi udtaler, at regeringen har

udsat miljøet for stor risiko for kraftig forurening med sin manglende implementering af regler for pesticidhåndtering i landbruget. (26.11.08).

Samme professor er en af flere “smagsdommere” og “eksperttyranner”, og når regeringens eksperter er uenige med eksperttyranniet, hvem har så ret, hvis nogen har ret? Hvad skal man tro?

Tja, pesticider er ikke vitaminer, og det var også velmenende eksperter, der i sin tid kårede DDT som Guds gave til menneskeheden. Organiske opløsningsmidler var også helt ufarlige, indtil malerne blev nogle dumme slapsvanse.

Så når der er stærke økonomiske interesser i, at noget er ufarligt, kalder det på dyb skepsis for ikke at sige mistillid.

Der hænger en tung hørm af landbrugslobby i luften.

Regeringen, finansloven og eksperterne

Flere af finanslovsaftalerne går stik imod sagkundskaben. Regeringen og Dansk Folkeparti ved bedre og har også sat 8 nye tjenestehunde på finansloven.

Det er tankevækkende, at man fortsat giver pokker i, hvad eksperter og sagkundskab siger, og at man blander sig i visse ting med en latterlig detaljeringsgrad.

Lad os glemme alt om finanskrise og arbejdsløshed og i stedet se på nogle af parternes mærkesager.

Lømmelpakken

Uropakken (også kaldet ”Lømmelpakken”) er aftalt, selvom f.eks. Den Danske Dommerforening udtaler, at den giver ”anledning til retssikkerhedsmæssige betænkeligheder”.

Det betænkelige er politiets bananrepublikanske mulighed for frihedsberøvelse uden sigtelse – retssikkerheden forringes mere og mere i disse år.

Den kriminelle lavalder

Som led i kampen mod ungdomskriminalitet sænker man den kriminelle lavalder. (Så der bliver flere unge kriminelle – undskyld, matematisk sidespring.)

Kriminologer siger, at man intet vinder herved, Ungdomskommisionen har direkte frarådet det og professor dr. jur. Eva Smith føler sig til grin.

Regeringen betragter åbenbart ekspertise som holdninger. Således har justitsminister Brian Mikkelsen udtalt:

“Vi er uenige med de mange kriminologer, der siger at straf ikke virker. I den borgerlige regering har vi den holdning, at straf hjælper.” (Min kursivering)

Tjenestehunde

Det falder også fint i tråd med, at man ikke lader eksperterne i SKAT afgøre, hvordan de bedst sætter ind mod narkotikasmugling o.l.

Nej, finanslovsaftalen udpensler detaljeret, at der bl.a. skal indkøbes en containerscanner, og minsandten om ikke der også er kommet hunde på finansloven! Parterne er enige om:

”…at afsætte 5 mio. kr. årligt til anskaffelse og drift af yderligere ca. 8 tjenestehunde.”

Det lille ord ”ca.” giver måske SKAT lidt råderum.

Bjørn Lomborg

Der er meget mere stof til forundring i finanslovsaftalerne, men som den sidste hæl i øjet på sagkundskaben er man enige om at forlænge og øge støtten til støjsenderen Bjørn Lomborg, som utrætteligt hævder, at stort set alle eksperter tager fejl.

Man kan læse finanslovsaftalerne på Finansministeriets hjemmeside.

Moské måske terroristisk

Regeringen har travlt med at styre landet gennem finanskrisen. Nu skal det undersøges, om en moské er i strid med antiterrorloven.

Regeringen er handlekraftig og har travlt med at regere og styre os gennem krisen. Mens burka-ballonen holder sig svævende på varm luft, skal det undersøges, om en moské måske er i strid med terrorlovene.

Kristeligt Dagblad citerer vicestatsminister Lene Espersen:

“Vi har allerede i dag regler, der er gennemført med de forskellige antiterrorlove, som blandt andet sikrer, at man kan gribe ind, såfremt det er terrorpenge, der bliver brugt til at finansiere for eksempel byggeri af en moské, men det kunne også være byggeri af alt muligt andet, sagde Lene Espersen.”

Det er en skræmmende tanke, at finansieringen af en bygning kan udgøre en risiko, når man hidtil har troet, at risikoen var långivers problem.

Det er knaldgodt, at Lene Espersen nævner, at det også kan være byggeri af alt muligt andet. Derved signalerer hun klart, at regeringen ikke kun har fokus på moskéer som en sikkerhedsrisiko.

Det leder mig hen til, at 90 % af de amerikanske pengesedler bærer spor af kokain. Så hvis f.eks. mormonerne bygger sig et nyt tempel, bør man nok undersøge, om narkopenge indgår i finansieringen.

Jeg mistænker bestemt ikke mormonerne for noget – tværtimod er de altid så velklædte og høflige, men ved nærmere eftertanke kan dette med ”de sidste dages hellige” godt lyde truende.

Man kan ikke være for forsigtig i disse tider.