Tag-arkiv: Vand

Når data holder vand

4 svar

Selvom der falder lidt regn i København, burde Aalborg vel have sit på det tørre. Afstanden er jo større end sølle 150 mm, men nej…

RegnskyFor hvad hjælper det, at vi har tørre sko i Aalborg, når virksomhedens servere står i en Københavnsk kælder?

Kælderen har garanteret firewall og det hele, så bombemænd og hackere kan holdes ude, men da vand begyndte at løbe nedad i lørdags, blev der afsløret et hul i sikkerheden, og skybrud blev til nedbrud.

Så mens hardwaren var i tørretumbleren i dag, havde vi ingen administrative systemer, e-mail osv. Nu om stunder giver det visse problemer for en virksomhed.

Jeg har en bærbar og kunne arbejde videre ”lokalt” og sågar komme på internet, men alle med ”tynde klienter” (Citrix) var afskåret fra alt undtaget kantinen og den slags.

Det er selvfølgelig kættersk at sige det højt, men det var egentlig helt rart med en dag uden e-mail, så jeg uforstyrret kunne pusle om mine regneark.

Kl. 14:30 kom mailserveren til overfladen, men de administrative systemer er vist stadig nede. Jeg var allerede inficeret af den kætterske bacille og tog tidligt fri, før alt for mange opdagede det med mailserveren.

Så må vi se i morgen. Normalt er det godt, at data holder vand – bare de ikke er vandopløselige.

 

Svigtende vandtryk og stigende blodtryk

3 svar

Pludselig kan vandhanen i køkkenet kun svagtisse. Hvad er der sket? Er den gal med hanen, eller…?

Jeg lukker for den spinkle stråle og farer ned til vanduret i kælderen. Nej, det står helt stille, så ingen rør fosser i det skjulte.

I badeværelset på 1. sal kommer der slet ikke vand. Trykket kan ikke løfte de ekstra meter.

Køkkenhanen pibler stadigt svagere, og vi begynder at hamstre i spande og skåle. Hvem ved, hvornår vandet forsvinder helt, og hvornår det kommer tilbage?

Sidst vi fik skiftet vandur, antydede blikkenslageren, at stikledningen ude fra vejen led af åreforkalkning. Har den mon fået en blodprop?

Mens vi spiser, tænker jeg på, hvornår blikkenslageren mon kan komme, og hvad vi skal gøre indtil da uden vand. Og hvor er det træls, hvis der skal graves op.

Jeg håber så inderligt selvisk, at det er vandværkets pumpeværk eller sågar et ledningsbrud, så hele bydelen er tørlagt. Bare problemet ikke er her i huset.

Da de sidste tortellini er gledet ned, er vandtrykket gledet op. Alt er normalt igen. Pyha!

Jeg ved nu, at vandtryk og blodtryk er omvendt proportionale.

Var Farums vand “urent”?

Skriv et svar

Så er det slut! Mit drikkevand er ikke længere Danmarks mest velsmagende. Farum løb med prisen i år, men er det ikke lidt suspekt med velsmagende vand fra en økonomisk sump?

Som jeg før har skrevet om i “Danmarks bedste drikkevand”, blev mit drikkevand fra Vejgaard Vandværk i 2006 kåret som Danmarks mest velsmagende.

Den 22. september i år løb Farum så med prisen, og Vejgaard Vandværk var slet ikke blandt finalisterne. Det er jo svært at forstå, for vandet i Vejgaard smager ikke spor anderledes i dag, end det gjorde for to år siden. Det er stadig vandets grand cru, og jeg får en fugtig mistanke.

Urent vand?

Jeg undrer mig over, hvordan man pumper velsmagende vand op af en økonomisk sump.

For vandet i Farums anonymiserede flasker var vel ikke spædet kraftigt op med en af Brixtoftes gode vine? Farven på f.eks. en god Chablis kunne jo bortforklares med lidt okker og naturlige mineraler.

Dommerne er vinsmagere, og man kan derfor godt fatte mistanke om urent vand, når man læser følgende på DANVAs hjemmeside:

“I følge dommer Søren Leddet har Farums vand “alt, hvad en god vand skal have”, og han blev entusiastisk bakket op af sine meddommere.”

Læg mærke til det med den entusiastiske opbakning. Det lugter, gør det. Hvilken vinsmager er nogensinde blevet entusiastisk af et par glas vand? Man bliver højst trængende, gør man.

Udtalelsen “en god vand” er også en afslørende freudiansk smutter. Det hedder jo ikke “en god vand”, men “godt vand”. Men prøv at erstatte ordet “vand” med “vin” i dommerens fortalelse, og tingene falder nydeligt på plads.

Jo, jeg kan lige forestille mig, at Brixtofte nyder sit vand og brød med luerød næse og et smørret grin.

Nå, men selvom indicierne er tunge, kan jeg kan jo ikke bevise noget. Jeg må nøjes med at glæde mig over, at mit postevand smager, som det altid har gjort, og selvom det ikke længere kan kalde sig Danmarks mest velsmagende, vil jeg alligevel ikke bruge det til havevanding.

/Eric