Tag-arkiv: Vand

Regeringens vandballon

Regeringen lader forstå, at den har ideer om at privatisere forsyningen af vand og varme. Baggrunden er en hemmelig rapport fra McKinsey.

Vand

Da rapporten er hemmelig, kan det kun være ministeriet, der har plantet nyheden i medierne, nemlig at der kan spares 7,1 mia. kroner ved at privatisere forsyningsområdet.

Regeringen vil dog først offentliggøre rapporten, når den har udarbejdet en ny forsyningsplan, og så kan man jo fundere over årsagen til den udsættelse, når man uden tøven lækker den påståede konklusion.

De pligttro embedsmænd har for længst informeret ministeren om, at udenlandske erfaringer med at privatisere vandforsyningen er særdeles dårlige, og det gælder ikke kun i Berlin – se fx ”Privatisering af vand kostede Berlin milliarder” i Information.

McKinsey har ganske vist ansat CoryDong, men de kan heller ikke være uvidende om, at privatiseret vandforsyning har kostet kassen de fleste steder.

Faktum er imidlertid, at man har offentliggjort en påstået, mulig besparelse og ikke vil offentliggøre dokumentationen, så den kan stå sin prøve.

Når ministeriet således planter konklusionen i medierne er det velovervejet og tjener et formål. Ministerier manipulerer uden skrupler, hvis det fremmer ministerens politik og ikke er klart ulovligt eller usandt.

Med vandballonen har man lokket hele koblet af vandhunde til at gø ved det forkerte træ. Det ligner en klassisk afledningsmanøvre; ministeriet har tændt mørkelygten.

Regeringens virkelige plan kan fx være en kapitalfondsvenlig privatisering af varmeproduktion baseret på affaldsforbrænding, eller salg af noget andet arvesølv.

Når ministeren så fremlægger planen, vil han sige, at han med vanlig lydhørhed over for saglige argumenter ikke vil privatisere vandforsyningen, men i stedet … didadida … spare penge … dida … 2025 … dida … effektivisere … blabla.

Forslaget vil være overraskende og upopulært, men borgerne vil tænke:

”Nå, men i det mindste holdt de snitterne fra vores vand.”

/Eric

USB-nøglen der blev væk

Kan en USB-nøgle overleve 15 minusgrader, et vandbad og at blive trådt på? Min kunne.

USB-nøgle

Man kan se skurestriberne.

Min første PC havde en harddisk på 32 MB. Nu går jeg rundt med en USB-nøgle, der rummer 32 giga, og den fylder mindre end en tændstikæske. Fagre nye verden …

Jeg bruger den ikke så meget, men den er praktisk, når der skal kopieres mellem computere, og så har jeg nogle private filer på den, som jeg kan tilgå, hvis der er adgang til en computer.

Da vi var i vinterens værste vold for et par uger siden, var USB-nøglen pludselig væk. Jeg ledte og ledte, men kunne ikke finde den.

Jeg indstillede mig på, at der nok skulle købes en ny, når føret tillod sikker cykeltransport til den lokale computersnedker.

Omkostningen på 200-300 kr. ville jeg nok komme over, men tanken om, at en eller anden måske snagede i mine personlige filer nagede mig noget. Alt tåler dagens lys, men privatlivets fred og alt det der …

Weekenden kom med voldsomt tøvejr, og mandag, da jeg kom hjem, så jeg USB-nøglen ligge ved lågen mellem for- og baghave.

Den var sjaskvåd af smeltevand, og på den ene side var der skurestriber, som vidner om, at den mindst én gang er blevet presset mod flisen af tunge vinterstøvler.

Jeg rystede det vand ud, jeg kunne, og lagde nøglen til tørre. Et døgn efter satte jeg den i computeren, og alt var ved det gamle.

Det er jeg ret imponeret af. Den har ligget begravet i sne i ned til 15 graders frost, den er blevet betrådt af vinterstøvler, den har svømmet i smeltevand, og alligevel virker den, som om intet var hændt.

Nu er jeg ikke så naiv, at den ryger til kogevask, hvis den får virus, men er der nogen af jer derude, der bare lige ved, om man kan password-beskytte sådan en dims?

/Eric

Vanvittigt varierende vandforbrug

Jeg forstår ikke, hvorfor vores vandforbrug varierer så meget, for vores vandvaner synes helt vandfaste. Det er vanvittigt irriterende!

Isvand - fra pdphoto.orgJeg har for nylig aflæst vandmåleren og kan vantro konstatere, at vores vandforbrug varierer vildt fra år til år. Hvorfor mon?

Se, vores elforbrug ligger støt på ca. 2000 kWh/år eller mindre, og det giver mening. Det giver også mening, at det er faldet svagt i takt med indførelsen af lavenergipærer og den slags.

Men vandforbruget varierer, selvom jeg synes, vi har helt faste vandvaner. Vi kunne ikke drømme om at vande have, vi går i bad hver dag, vandet løber ikke, mens vi børster tænder, og vores potteplanter er notorisk vandlidende.

Vi har heller ikke udskiftet vandforbrugende hvidevarer. Det ligger også fast, at vi rejser i vores ferier, men selv en uge fra eller til ville ikke kunne forklare udsving på op til 61 % som fra 2009 til 2010. Det har set således ud de sidste fem år:

  • 2007: 85 m3
  • 2008: 52 m3
  • 2009: 44 m3
  • 2010: 71 m3
  • 2011: 56 m3

Det ligger mig fjernt at antyde målerfejl eller varierende vandtryk, det er mig simpelthen en gåde.

Skulle jeg finde forklaringen, skulle jeg nok aflæse systematisk, men jeg ved, at jeg glemmer det. Jeg kan være systematisk, men ikke når det er noget så kedeligt som at aflæse en vandmåler i et dunkelt hjørne af kælderen.

Heldigvis har jeg snart glemt det igen, andre ting vil trænge sig på. Indtil næste år ved denne tid hvor vandværket igen sender mig i kælderen for at aflæse måleren.