Kategoriarkiv: Erindringer og minder

Ovn 87 startes. 30 år på cementfabrikken #5

Aalborg Portlands største cementovn bygges færdig og startes i 1988. Jeg bliver fastansat som operatør i kontrolrummet.

Ovn 87 i dag

Ovn 87 i dag. Klik for større foto.

Mens jeg var i lære som operatør, blev ovn 87 bygget færdig. Ovn 87 er den dag i dag Aalborg Portlands (AP) største ovn, og den producerer klinker til grå cement – typisk omkring 4.500 tons i døgnet.

Jeg bliver fast operatør

Med ovn 87 fulgte computerstyring af processen, og det medførte senere, at jeg og flere andre blev faste kontrolrumsoperatører.

Nogle af de ældste operatører havde nemlig svært ved at forlige sig med moderne computerstyring og valgte at gå på pension, og med ovn 87 skulle der være en operatør mere i hver vagt.

Indkøring og oplæring

Da ovn 87 kom i drift, var der i CK2 en operatør til kridtgrav og slemmeri, en til ovn 84 + 85 og en til ovn 87.

Ovn 87 var en ny ovntype udviklet af FLSmidth (FLS), og de første måneder til og med garantitesten var der et team fra FLS til indkøringen.

Der var nogle muntre svende iblandt, og det skete mere end én gang, at en vagt sluttede med et besøg på Kroghs Vinstue i Islandsgade.

Så blev der kastet gris (et spil) og fortalt røverhistorier. Fyrene fra FLS havde været vidt omkring og kunne fortælle meget fra den store verden, men de ville afgjort hellere være i Aalborg end i Langtbortistans golde ørken.

Læs resten →

I lære som operatør. 30 år på cementfabrikken #4

Jeg kommer i lære som operatør i det ene af cementfabrikkens to centrale kontrolrum, CK2.

CK2 i 1977

Kontrolrummet i 1977. Det var stort set uændret i 1988. Kilde: Aalborg Portlands arkiv.

I maj 1988 kom jeg i lære som operatør i CK2, det kontrolrum hvor man styrede kridtgrav, slemmeri og ovnene, som producerede klinker til grå cement.

Det indebar også, at jeg tilbragte nogen tid i kridtgrav og slemmeri, så jeg også lærte de afdelinger at kende.

Tanken var, at en pulje skulle kunne indsættes hvor som helst, der var behov, det være sig i marken eller kontrolrummet.

Læs resten →

I ovnafdelingen. 30 år på cementfabrikken #3

Jeg starter som driftsmand i kasterenden i ovnafdelingen og bliver senere lært op som kulmøller. Det er starten på ni år i treholdsskift.

Ovn 84, 85 og 86

Ovn 84, 85 og 86. Foto fra Aalborg Portlands arkiv.

Kasterenden

Efter nogle måneder på Cement- og Betonlaboratoriet var der bud fra en formand i den grå ovnafdeling (klinker til grå cement). Jeg kunne få arbejde i kasterenden, som man kaldte klinkertransporten efter ovnene.

Det var (og er) treholdsskift: 24/7 året rundt inklusive jul, nytår og hele paletten af helligdage. Cementovne stopper man kun, hvis det er absolut nødvendigt.

Det gav mere i løn pga. vagttillæg m.v., og det var der brug for; Helle var arbejdsløs, og studiegældens taxameter tikkede.

Jeg blev lært op af Elmer, en ældre mand, nedslidt og krum. Elmer hostede meget og harkende. Han var en god makker og læremester, der satte en ære i at gøre tingene ordentligt.

Som kasterendemand havde man et stort område, hvor man skulle rundere, og man havde områder, hvor man skulle gøre rent.

Læs resten →