Ved årsskiftet er der tradition for at gøre status og se fremad, men status vil jeg ikke gøre så meget ud af, man bliver bare deprimeret.
Ser jeg ud over min egen næsetip, har 2014 nemlig været året, hvor politikerne satte rekord i social uanstændighed, solgte arvesølv (DONG) til et foretagende med mafiamoral og …
Nej, det var rigeligt, selv hvis de ikke havde kastet landet ud i endnu en tåbelig krig, der ikke kan vindes. Jeg føler ikke politikerlede, slet ikke. Det præcise ord er foragt.
Så skal jeg finde noget at fejre, må jeg tænke privat og glæde mig over (især), at vi har været på nogle fede ferier, og at vi har fået udestuen m.m. renoveret. Dét er bare dejligt.
Fase 2 udføres i 2015. Køkkenet skal renoveres, der skal nyt tag på hytten – og så det løse.
Inden længe, måske allerede i dag, køber jeg billetter til Limoncello-land, hvor vi vil nyde et par uger af forsommeren, mens håndværkerne roder. Den model passer os perfekt.
I dag og i aften skal vi bare hygge os, håbe på, at postkassen overlever, og forgæves berolige missen, når de skydegale går amok.
Der bliver rigelig larm, så herfra skal lyde et stille ønske om et godt nytår til alle, og især til dem der trænger.
/Eric

