Kategoriarkiv: Småsnak

Løst og fast om forskellige emner.

Det er igen tiden. Fragmenttanker

Det er igen tiden, hvor der skal lys på cyklen, både når man kører til og fra arbejde. Godt, man snart skal være trækfugl for en uge.

Der er igen god plads på cykelstien. Sommercyklisterne har sat fartfantomerne i vinterstald og bidrager nu til udstødningsdunsten fra kolde motorer.

Der er en metallisk smag ved dunsten – især dieseldunst. Jeg ved ikke, hvad det er, men når det er værst, er det kvalmende. Knallerter kvalmer hele året.

Kold luft giver creme i hornet, huen trækkes godt ned over ørene. Bliver det en smule koldere, skiftes vanterne ud med luffer. Husk reflekserne.

I forhaven ligger en bunke fjer. Måske har Tot været på spil. Alle katte er Jekyll og Hyde af natur, så et utyske er han ikke, men han er sgu heller ikke et tyske, for uvist hvorfor findes det slet ikke – et tyske altså, som ikke er tysker.

Måleraflæseren fra fjernvarmeforsyningen var her i dag kl. 10:45, står der på sedlen, han har smidt i postkassen.

Tænk sig at gå fra dør til dør og ringe på i den bedste arbejdstid, så der skal skrives sedler med, hvornår man gik forgæves.

Sidst, han gik forgæves her, var i 2011. Der skulle skiftes batteri i den vedligeholdelsesfri måler, og jeg blev mopset, fordi forsyningen med tilslutningspligt reelt krævede, at jeg skulle tage fri fra arbejde.

Vi må se, om de siden har lært ordet “service” og tilbyder aflæsning efter 14:30. Ellers bliver jeg ikke kun mopset, og det skal nok blive underholdende.

Fjernvarme er ellers godt i denne tid. Det er værre, at varmen er langt væk.

Derfor er det godt, man snart skal være trækfugl for en uge. Kanariefugl, må det vel være på Tenerife. En uge uden refleksbånd, dieseldunst og creme i hornet – ah!

/Eric

Blot en reklame

Reklamer på Internet er ikke altid så relevante som denne, der stod under overskriften i avisen.dk.

relevant reklame

Det kunne jo have været opfordringen fra den 82-årige, men i stedet hev hun mobiltelefonen frem, hvorpå den unge mand stak piben ind, og det får man så en historie ud af.

Det fremgår ikke af historien, om det var en telefon med kamera …

/Eric

Kærtegn i tandlægestolen

Min nye tandlæge er myndeslank, har hår i to røde farver, lyserøde sneakers og blå briller. Og så overraskede hun mig under tandrensningen.

Tandlægeklinikken ligger i Aalborgs centrum, og da der blæser en strid modvind i dag, valgte jeg at tage bussen i stedet for cyklen, så jeg kunne være cool, når jeg kom.

Det viste sig, at min tandlæge gennem en del år ikke arbejder der mere, så jeg skulle behandles af en ny, hende med håret i iltre farver.

Hun var omsorgsfuldt informativ under undersøgelsen. Der var nul huller, men da jeg hverken forsager tobak, kaffe eller rødvin, har bisserne bedst af to tandrensninger om året,

Regeringen sagde ganske vist, at én tandrensning er rigeligt, da den skar tilskuddet ned til netop en, og det viser bare, at politikere har det hele i munden. Nå, men tilbage til klinikken:

På et tidspunkt kom redskabet for tæt på en ømemaljet tandhals, og jeg spjættede ved den pludselige smerte.

”Undskyld!” sagde hun og aede mig på kinden.

Se det var sødt. Det er ikke just det, man forventer, når man lægger sig i tandlægestolen.

Jeg overvejede et lille jammer mere, men hun ville have gennemskuet mig, er jeg sikker på, og der kommer nok en anden gang.

/Eric