Katten fodres ude, og solsortefamilien får derfor fast kosttilskud. Så hvis ungerne mjaver i stedet for at pippe, er det altså forklaringen.
Hvert år har en solsortefamilie vores have som revir, og græsplænen har historisk været et vigtigt spisekammer.
Det ændrede sig lidt, da katten Tot blev husven. Tot er madglad, men han fodres ude, og den smule han levner, kaster solsortene sig over. Ja, far sidder ligefrem og pipper utålmodigt, mens han venter på, at Tot skal blive færdig.
Når ungerne vokser sig store, undervises de i at spise af skålen, og således går det kulinariske kendskab til kattekost i arv fra generation til generation.
Videoen herunder er ikke fra i år, men dokumenterer bare ovenstående.
Fuglene holder godt øje med katten, og selvom der har været tilspidsede situationer, hvor Tots instinkt vandt over dovenskaben, er der 7-9-13 endnu ikke sket ulykker.
