Den halvlamme på Leros

6 svar

Vi ser ham jævnt tit stavre af sted eller sidde på en trappesten, den halvlamme på Leros.

Han synes lam i venstre side og har stok samt plastikpose i højre. Han er gammel og tynd, og når han ikke holder pause, går han krumbøjet med anstrengte skridt, hvor venstrebenet svinges frem. Tøjet er lurvet.

Jeg har ingen skrupler med at beundre græske pigers olivenglatte hud, ravnsorte hår og klassiske skønhed, men at studere den halvlamme ville på en måde stjæle hans værdighed, så mit blik undviger.

Jeg kunne ikke drømme om at fotografere ham, men han kom alligevel tilfældigt med på dette foto fra Platanos Torv; et billede jeg egentlig havde kasseret og måtte finde igen.

Den halvlamme på Leros

Derfor kan jeg knap beskrive ham.

Jeg har et indtryk af pjusket hår under kasketten, et skrumpet ansigt og en mund med få tænder, men det er mere forestillingsevne end observation. Når et billede er mangelfuldt, fylder man hullerne ud med det, man forventer.

Vi ved dog, at han er religiøs. Helle har set ham stoppe foran en kirke og stille stokken for at kunne korse sig.

Respekt for kirken er almindelig. På naboøen Kalymnos har vi fx set sortklædte kvinder korse sig i bussen, når den passerer en kirke, og kirker er der mange af.

Vi har aldrig set den halvlamme i selskab med nogen, og da han åbenlyst må klare sig selv, har han næppe familie på Leros, eller også er han bare en særling.

Trappegade i Platanos

Klik for større foto

Han bor et sted i Platanos’ gamle by med trappegaderne, og det kan kun aftvinge respekt, at han overvinder sit handicap og bruger timer på at få noget i plastikposen. Det lidt han nu kan bære, når han samtidig skal håndtere stokken.

Men hvad skal han ellers gøre? Hjemmehjælp eksisterer ikke, og pensionen er med sikkerhed ussel.

Han må have en fortid. Jeg kunne spørge Maria, vores værtinde, for her kender alle sikkert alle, og hun har et stort hjerte.

Men jeg er her ikke for at lave research og skrive socialreportage, og uden kendskab til fakta kan jeg frit vælge på fantasiens hylder.

Et hårdt arbejdsliv er det sandsynlige. Måske var han landarbejder, fisker eller håndværker, måske sejlede han på de syv have og havde en pige i hver havn.

Der er mange muligheder, men hvad han end var eller har været, er han sej.

Relateret:

/Eric

Ferieliv på Leros

8 svar

Det er søndag, endnu en uge er gået på Leros. I morges ringede kirkeklokkerne, som var der piratangreb, men nu ringer de kun en gang imellem. Bedeslag, hedder det vist.

Kirke i Platanos

Hanerne galer som på hverdage, og en kattekilling i nærheden piber, indtil mormis kommer.

Hele ferien har der været sol og høj himmel. Varmt, men ikke for varmt, medmindre man laver noget strabadserende i middagsstunden, og det bør man ikke gøre.

Ifølge vejrprofeterne er det slut onsdag eller torsdag, hvor der kommer strid blæst og regn. Det tager vi, som det kommer, hvad ellers? Så er vi akklimatiserede, til vi skal hjem.

Dagene går deres stille gang. Vi spadserer formiddagsture i det gamle Platanos, til supermarkedet, torvet eller nabobyen Agia Marina.

Agia Marina

Her ligger et par turbåde og nogle fiskekuttere. Vi skal ikke på tur; træbænkene ser radbrækkende ud, og det er så som så med solsejl.

Havnen i Agia Marina

Nej, så er der mageligere på caféen, hvor vi sætter os og glor. Fiskere bøder garn med tæerne til hjælp, og folk venter på katamaranen, der bebuder sin ankomst ved 11-tiden med et langt trut i hornet.

Den drejer på en tallerken og vender rumpen mod kajen. Passagerer går i land, og nye går ombord, hvorefter færgen sejler videre til den næste ø. Hele operationen tager mindre end 5 minutter. Hurtigt og effektivt.

Læs resten →

Ro og genkendelse

6 svar

Der var usædvanligt mange gæster på Nikis, da vi kom til Leros, og en usædvanlig stor del var danskere.

I hvert fald for september. Jeg ved ikke, hvordan det er i skolernes sommerferie.

Blomst

Med lejligheder og terrasser tæt på hinanden kan det ikke undgå at påvirke lydbilledet. Nogle formår at være diskrete, mens volumenkontrol er ukendt for andre.

Der er også ham, der ikke kan pudse næse for lav udblæsning, men må trompetere som en hanelefant. Det må være hårdt.

Som fluen på væggen hører man om andres liv og opdager, hvor lidt man ved om ting, der optager andre. Fx ved jeg nu en del mere om kvaliteten af forskellige campingpladser i Midtjylland samt damefrisører nær Knippelsbro.

Men pø om pø er de fleste rejst, og nu bor der kun os, en enlig kvinde af ukendt nationalitet og to græske håndværkere, der må være på særlig mission fra fastlandet. Roen har sænket sig.

Vi har nu været her i knap to uger og høster frugten af ikke at lave noget særligt: Fred i sindet. Det er i sig selv afslappende at være et sted i længere tid, for så er der intet tidspres for pinedød at opleve noget i en ruf.

Strejftog i labyrinten

Læs resten →