Om lus. Dansk er en svær en #43

Der er utroligt mange slags lus på (især ældre) dansk, og navnene er ret forvirrende. Er bedelus fx det samme som præste- eller munkelus?

LusLus er ikke noget, man gerne taler om i dag, men sådan har det ikke altid været. I hvert fald er der rigtig mange navne på lus – især på ældre dansk.

I Ordbog over det danske Sprog er der lus, jeg ikke anede eksistensen af. Jeg kendte selvfølgelig nogle få som fx bladlus og hovedlus, men aldrig havde jeg hørt om bedelus, munke- og præstelus.

Man skulle tro, at det var tre sider af samme lusesag, men det er ingenlunde tilfældet, i så fald var dansk for nemt.

Bedelus er en slags bladlus, der bl.a. lever på beder, præstelus (samt betler-, degne- og frakkelus) er små vedhængende frø af forskellige planter, og munkelus er af bænkebiderslægten Oniscus.

Det var lusket!

Umiddelbart skulle man tro, at elefantlus snylter på elefanter eller har særlige snabler, store ører eller tyk hud, men nej, elefantlus er en nyreformet frugt på en tropisk plante.

Mange bøger har jeg læst, men aldrig har jeg set en boglus, som er et lille, vingeløst insekt af ordenen Copeognatha, der især lever i (gamle) bøger. Og dog – måske har jeg bare læst den belæste lus som et komma.

Apropos komma, har kommaskjoldlus ikke præference for dansklærere, men angriber æbletræer. Chokoladelus er ikke lus med en sød tand, men en chokoladepastil.

Af nyere oprindelse er linselus, som er en betegnelse for personer, der ofte prøver at komme med på billeder og TV-optagelser. Ingen nævnt, ingen glemt.

Kumulus suger ikke blod af kapitalister, dertil er de for sky, og med min nye elcykel skal jeg tage mig i agt for cyklus.

Nablus, gladiolus, stimulus m.fl. gemmer vi til en anden god gang.

/Lusepusteren

Forberedelser til håndværkerinvasion og ferie på Sicilien

Vi har næsten ryddet køkkenet. Det sidste rydder vi kort før rejsen til Sicilien. Så er vi ude af kampzonen, når håndværkerne invaderer huset.

Port i Siracusa

Potter og pander, gryder og glas, kopper og kapers – alt skal væk, så håndværkerne kan skrælle det gamle køkken og sætte nyt op.

Indtil da skal vi stadig spise, så noget er tilbage i skabene, men meget er pakket i kasser, så det hurtigt kan skaffes af vejen.

Kufferten er også pakket, der mangler kun få ting på tjeklisten. Så slipper man for at stresse efter arbejde, hvor man helst vil slappe af.

Når dagen kommer, går turen med KLM kl. 06:25 til Amsterdam, videre til Rom og derfra til Catania på Sicilien, hvor vi lander 15:55. Peppe venter og kører os til døren i Via Salomone i Siracusas gamle by på øen Ortigia.

Den luksus koster 60 euro, men det er billigt for en tur, der tager en times tid. Rutebil og taxi fra Siracusas station ville tage væsentlig længere tid og kun spare lidt.

Vi skal være 9 dage i Siracusa, for her befinder vi os godt. Det er en by med ånd og atmosfære, de gamle mure og gyder emmer af historie. I Siracusa tænkte Platon platoniske tanker, og Arkimedes udfoldede sit geni.

Læs resten

Mit bijob med Excel-programmering

Det er fint, når man kan tjene en skilling på at lave noget, man synes er sjovt. Fx har jeg lige lavet et Excel-program til en kunde.

Kode

Jeg har nogle websider om Programmering i Excel med VBA makroer, og det hænder jævnt tit, at nogen skriver og beder om hjælp til et eller andet. Det får de så – som regel.

Som regel kan jeg nemlig hurtigt gøre folk glade, og det er rart, for taknemmelighed er ikke hverdagskost for en synder. På den måde får jeg også indblik i de utroligt mangeartede opgaver, folk arbejder med, og det kan give inspiration.

En gang imellem sker det, at nogen vil hyre mig til at løse en opgave. Hvis det er noget, jeg magter og orker, får de et tilbud.

Læs resten