Der er utroligt mange slags lus på (især ældre) dansk, og navnene er ret forvirrende. Er bedelus fx det samme som præste- eller munkelus?
Lus er ikke noget, man gerne taler om i dag, men sådan har det ikke altid været. I hvert fald er der rigtig mange navne på lus – især på ældre dansk.
I Ordbog over det danske Sprog er der lus, jeg ikke anede eksistensen af. Jeg kendte selvfølgelig nogle få som fx bladlus og hovedlus, men aldrig havde jeg hørt om bedelus, munke- og præstelus.
Man skulle tro, at det var tre sider af samme lusesag, men det er ingenlunde tilfældet, i så fald var dansk for nemt.
Bedelus er en slags bladlus, der bl.a. lever på beder, præstelus (samt betler-, degne- og frakkelus) er små vedhængende frø af forskellige planter, og munkelus er af bænkebiderslægten Oniscus.
Det var lusket!
Umiddelbart skulle man tro, at elefantlus snylter på elefanter eller har særlige snabler, store ører eller tyk hud, men nej, elefantlus er en nyreformet frugt på en tropisk plante.
Mange bøger har jeg læst, men aldrig har jeg set en boglus, som er et lille, vingeløst insekt af ordenen Copeognatha, der især lever i (gamle) bøger. Og dog – måske har jeg bare læst den belæste lus som et komma.
Apropos komma, har kommaskjoldlus ikke præference for dansklærere, men angriber æbletræer. Chokoladelus er ikke lus med en sød tand, men en chokoladepastil.
Af nyere oprindelse er linselus, som er en betegnelse for personer, der ofte prøver at komme med på billeder og TV-optagelser. Ingen nævnt, ingen glemt.
Kumulus suger ikke blod af kapitalister, dertil er de for sky, og med min nye elcykel skal jeg tage mig i agt for cyklus.
Nablus, gladiolus, stimulus m.fl. gemmer vi til en anden god gang.
/Lusepusteren
