Det dryppede lidt, da jeg trak cyklen ud af garagen. Skyerne i det fjerne så skumle ud, men jeg besluttede mig alligevel for at tage chancen.
Til hverdag orker jeg sjældent at tage ind til byen efter fyraften, og jeg havde derfor planlagt et par ærinder til denne lørdag formiddag. Vejrudsigten havde jeg dog ikke taget i ed.
For en gangs skyld trampede jeg, som var cyklen et motionsredskab og ikke et transportmiddel. Regndråberne var ganske få, men skyerne så mere og mere truende ud.
Heldigvis skulle jeg ikke vente længe i Fona. Ekspedienten godtog uden videre min påstand om, at den trådløse hovedtelefon var defekt. Alternativt må det jo være fjernsynet, som blev købt ved samme lejlighed.
Trods truslen fra oven kørte jeg videre til fotohandleren for at bestille print af nogle billeder til en ven. På USB-nøglen havde jeg lagt en mappe i roden med de fire fotos. Det eneste andet katalog i roden indeholder 6 GB data – bl.a. en backup af dette websted.
Fotohandlerens special-PC kunne ikke gå ind i roden, men viste samtlige 735 mapper på én gang uden træstruktur. Hvor smart er det lige, når himlen er svanger, og der er mange undermapper kaldet ”Fotos”? Det tog sin tid at finde den rigtige.
Et blik mod den blygrå himmel motiverede stærkt til at køre direkte hjem. Den nordjyske modvind fortjener en artikel i Wikipedia, og en tung dråbe på venstre lår virkede som en spore til at tage sidste etape op ad bakken i højere gear end normalt.
Jeg nåede hjem i tørvejr, varm og med hamrende puls. Det er nu godt to timer siden, og det regner stadig ikke.