
Jeg er på badevægten ca. 20 gange om året, og undertiden viser den for meget. Der er jo en grænse for, hvad kuffert og håndbagage må veje.
I dag var der ikke overvægt, og bagagen slap for at tabe sig. Politikere derimod passer ikke på vægten. Tværtimod lægger de vægt på alt muligt, så de ikke har tyngde tilbage og bliver fundet for lette, når de vejes.
Til daglig lægger de mest vægt på, hvad alting koster, og hvad det betyder for konkurrenceevnen. Alt anskues med markedsbriller, selvom de ofte forvrænger prognoserne.
Uddannelsessektoren får at mærke, at matematik og naturvidenskab er in, mens dannelse er yt eller i det mindste skal være målbar i test. Efter min mening er prisdannelsen den eneste målbare dannelse, og den rammes da heller ikke af nedskæringer.
Det er også ved denne tid, jeg kan se, at jeg også i 2013 betalte væsentligt mere i skat end fx Burger King, Statoil og Q8. De tjente nemlig for lidt til at betale skat.
Det er bl.a. derfor, at erhvervslivets vilkår skal lempes. Jeg har bare svært ved at se, hvad det hjælper Burger King, Statoil og Q8 at sænke selskabsskatten.