Det er mit indtryk, at DF ustandseligt ytrer sig med vendinger som ”Vi kræver” eller ”DF forlanger”. Men passer det?
Jeg er opdraget til at bede pænt om saltet og ikke sige: ”Jeg vil ha’!” Derfor skurrer det i mine ører, når nogen siger ”jeg kræver” eller ”jeg forlanger”.
Men jeg kan jo være overfølsom, ligesom jeg er allergisk over for græspollen. Er det kun DF, eller gælder det også de andre partier? Jeg satte mig for at undersøge sagen.
På nogle af partiernes hjemmesider søgte jeg efter de eksakte vendinger:
Partinavn/Forkortelse/vi kræver, forlanger og foreslår. For eksempel:
- ”Dansk Folkeparti kræver”
- ”DF kræver”
- ”Vi kræver”
Man kan ikke sammenligne resultaterne direkte, for hjemmesiderne har ikke samme størrelse og indhold, men det er dog dér, partierne præsenterer deres politik, og sproget vidner om deres selvforståelse og verdensbillede.
Hos Venstre (V), Socialdemokraterne (A), SF, Enhedslisten (EL) og Dansk Folkeparti (DF) gav søgningerne brugbare resultater, og de ses herunder.
Når det gælder vendingerne med ”kræver” og ”forlanger”, er DF absolut topscorer. Enhedslisten holder sig heller ikke tilbage, hvilket er lidt komisk i lyset af partiets begrænsede indflydelse.
Venstre hverken kræver eller forlanger noget som helst, men de kan jo også dårligt kræve mere end regeringsmagten.
Når det kommer til vendinger med ”foreslår”, skiller Enhedslisten sig ud, men ellers er fordelingen mere ligelig.
Selvfølgelig er undersøgelsen ikke videnskabelig, men jeg synes alligevel, at den bekræfter mit indtryk. DF har i årevis dikteret regeringens politik på flere områder, og måske er det bevidstheden om denne magt, der har gjort sproget skingert.
Vil DF kræve og forlange mindre, når de ikke længere er regeringsbærende? Jeg tror det ikke. Det er ligesom ikke deres stil at bede pænt om saltet.
@ Stefan
Åh, jeg tror, de kender flere end to – f.eks. alle dem de gerne så forbudt! Udover at de kræver og forlanger meget, synes jeg også, at der er utrolig meget, de vil ha’ forbudt.
Det er gerne alle de ting, de ikke bryder sig om. Jeg kan kun komme i tanker om én ting, de vil legalisere, og det er racistiske udtalelser.
DF kender kun 2 fænomener: Et ukristeligt menneskesyn og fremmedhad. Det føles ikke som om det er Lars Løkke Rasmussen (tidligere Anders Fogh Rasmussen), der er statsministeren, men Pia K. Det må vi stoppe efter næste valg, så vi kan få en DF-fri regering!
@ Ellen
Intet kan efterhånden overraske. Kan en mundfuld være for tornet for Thorning?
@ Søren
Jeg tror det var i Ukraines og Taiwans parlamenter, at politikerne stressede af på den måde for ikke så længe siden 😉
Nogle politikere opnår enighed på denne måde 😉
http://i39.tinypic.com/v6u0x3.jpg
Det irriterer mig i den grad, at regeringen er afhængig af et parti som DF.
Jeg tror desværre, at fru Pia K nyder at skilte med denne magt – derfor hendes ordvalg – hun er skråsikker og ved, at de er nødt til at rette ind for at få flertal.
Det bliver meget spændende efter næste valg, hvis det ellers går, som jeg har på fornemmelsen, at det går. Så bliver det nemlig igen fru Pia, der er tungen på vægtskålen, og hvis det bliver for at rød stue kan få tingene igennem, ja så ligner det efterhånden lidt for meget en farce.
Mark my words og lad os se, hvad der sker 🙂
@ Henny
Ja sådan tænker anstændige mennesker, men jeg tror alligevel ikke, det sker.
Jeg længes sådan efter den journalist, som spørger, hvad DF mener med at “forlange”, når partiet ikke har flertal. Deres primitive retorik ligger lige til højrebenet, men ingen sparker. Det er en skam.
Man er jo opvokset med, at det er uopdragent at kræve og forlange i stedet for at bede om. Men når de kommer i opposition, må de vel rette retorikken til igen.
@ Leoparddreng
Du har sikkert ret. Landsbyerne affolkes, men tosserne forsvinder ikke.
Tja – i første halvdel af sidste århundrede var der også nogle partier & bevægelser i Europa, som – med en vis succes – slog sig op på ikke at gå ind for dialog og forhandling, men tværtimod fremstå med “den stærke mand” i front. Det er muligvis det samme segment DF forsøger at henvende sig til?
(Jeg er ihvertfald bange for at spidserne i DF forstår langt mere, end man kan fristes til at tro.)
@ Leoparddreng
Det har du ret i, men man kan godt sige: “Vi foreslår” og så sætte trumf på ved forhandlingsbordet, hvis man ellers har trumferne. Det er mig en gåde, at de vil profilere sig på at udelukke dialog og forhandling.
Sådan er der så meget, jeg ikke forstår, men det er jo heller ikke sikkert, at DF gør.
Man må jo også sige, at de har haft meget godt held med deres krævementalitet, hidtil. Det er næppe befordrende for et stilskifte.