Henrik Ibsens “Et dukkehjem” indgik i gymnasiets kulturelle tugt, og i går så vi stykket på Aalborg Teater – dog flyttet 140 år frem i tid.
Betty Hennings som Nora i 1879
Da “Et Dukkehjem” havde premiere på Det Kongelige i 1879, vakte det vild opstandelse i datidens patriarkalske samfund, fordi det ender med, at Nora går fra mand og børn.
Det var så kontroversielt, at der fra Tyskland kom krav om, at stykket fik en anden slutning, hvor Nora blev i sit hjem. Kvinderne skulle kende deres plads og ikke få fikse ideer.
Kender du ikke handlingen, er der en kort beskrivelse på Wikipedia.
Nu er der jo løbet meget vand i kønsdebatten de sidste 140 år, og Aalborg Teater har dygtigt puttet forestillingen i en tidsmaskine og sendt den frem til nutiden.
Der er mobiltelefoner og e-mails, Nora er ikke ”bare” hustru og mor, men også blogger og influencer (dette herlige nye ord).
Som ægte overklasseløg med velsmurt tilværelse har parret også en asiatisk au pair, med hvem de taler engelsk.
Handlingen er Ibsens oprindelige, men dialog m.v. er ført op til nutiden. At Nora går til slut kan umuligt være så kontroversielt som i 1879, men det er ikke uden punch.
Jeg vil ikke gå i detaljer, det fører for vidt, men selvom jeg kendte handlingen i forvejen, var stykket medrivende og stadig aktuelt, hvilket vidner om originalens substans.
Jeg var lidt loren før forestillingen, fordi jeg huskede, hvordan dukkehjemmet kedede mig i gymnasiet, men helt uden grund. Ikke kun fordi jeg er blevet ældre, men især fordi det er noget ganske andet at se et skuespil opført end at læse det.
Forviklinger
Vi har Ibsens samlede værker stående. Jeg købte dem antikvarisk (for en slik) for mange år siden, man er vel lidt af en samler.
Jeg tilstår, at jeg ikke har ofret de samlede megen opmærksomhed, men digtene har jeg læst, og hvis nogen tror, at Ibsen kun var alvorstung Terje Vigen, kan de jo læse ”Forviklinger”.
Dette bittersøde digt starter som følger og får mig altid til at smile:
Der stod i en have et æbletræ;
det var dryssende fuldt af blomster-sné.
Der vimsed i haven en liden bi;
en æbleblomst han forelsked sig i.
Så misted de begge sin hjertero.
Men så forloved de sig, de to.
Bien fløj vidt på sin sommerfart.
Da hjem han vendte, var blomsten kart.
Bien sørged og karten led;
men det var nu intet at gøre ved.
Tæt under træet, i murens grus,
leved en fattig men dydig mus.
I løn han sukked: du kart så fin,
min kælder var himlen, hvis du var min!
Den trofaste bi gik atter på flugt.
Da hjem han vendte, var karten frugt.
Bien sørged og frugten led;
men det var nu intet at gøre ved.
Hvad der videre sker, kan du læse hos fx bokselskap.no.
På kinesisk restaurant
Teaterforestillingen startede kl. 16 og varede 2 timer og 25 minutter, så vi havde reserveret bord på China Restaurant for foden af Limfjordsbroen.
Det var på mit forslag. Jeg syntes, at det var længe siden, vi havde spist kinesisk. Vi har været der før, men det er en del år siden.
Der var mange gæster, så reservationen var på sin plads. Vi fik et bord til fire, og jeg bemærkede, at stolene er gode.
Buffeten til 108 kr. (128 fre. + lør.) er fundet for pengene, men vi valgte en menu, så vi ikke selv skulle rende.
En senestærk kineser i moden alder serverede. Ventetiden var minimal, og maden kom skoldende varm direkte fra køkkenet.
Taget med min nye smartfon. Fokus var på de hvide “chips”, men det er Helles glas, der står skarpt. Hvidbalancen er heller ikke imponerende.
Det var i det store hele godt, men ikke det hele. Forrettens barbecueben (se billedet) var ikke understegt – for nu at sige det sådan. Helles oksefilet var sej og næsten rå, mens min var gennemstegt.
Andeskindet var dejlig sprødt, og salmonella overlever umuligt en så omhyggelig gennemstegning.
Husets hvidvin er sydafrikansk, halvsød og med harpiksagtig retsinasmag – for sød til mig, men det er et smagsspørgsmål.
Ellers var det godt, og til 208 kr. kuverten kan man ikke forvente stjernedrys.
Der var pænt lang tid til næste bus, så vi tog en taxi hjem. Pengene fra Skat skulle jo nødig blive en byrde.
/Eric
… hvoraf John og JEG havde … sorry, dum fejl … 🙂
Gymnasiets dansktimer formåede mere at skræmme mig fra klassikerne end få mig til at holde af dem og opsøge mere litteratur fra disse forfatteres side. Jeg var oppe i “Kongens Fald” til studentereksamen, hvilket ikke hjalp på det 😉
Kinesermad har vi oplevet fra det ypperste gourmet til en værre gang hundeæde (altså ikke på samme sted). Det er derfor vigtigt med anbefalinger, inden man spiser kinesisk, er vores erfaring.
Nu ved jeg, at du er rigtig god til billeder og til at betjene et ‘rigtigt’ kamera, så din holdning til smartfonen overrasker mig ikke. Jeg betragter ikke mig selv om fotoekspert, men jeg kan ikke helt forstå, at så mange helt har ladet telefonerne overtage jobbet, for det er da langt ringere billeder, selv om folk hævder det modsatte. Selv på krydstogtet til Sydamerika var der kun tre gode kameraer med i vores gruppe på ni par (hvoraf John og havde havde de to) – resten var smartfoner, og vi var ikke imponerede … vi har nemlig udvekslet nogle få billeder efter hjemkomst. Alle var imponeret over Johns og den andens billeder, og hvorfor det ikke fortæller folk om et og andet, er lidt underligt. Men okay: Telefonen fylder intet sammenlignet med et godt kamera.
… hvoraf John og JEG havde … sorry, dum fejl … 🙂
Ja, de klassikere! Min fransklærer i gymnasiet var en bisse, som mobbede nogle elever på de groveste, men det var et forsonende træk, at vi i hans timer bl.a. læste en Maigret-krimi 🙂
Det er vel med kinesiske restauranter som med alle andre. Vi havde været der for nogle år siden, og jeg havde behagelige minder, men …
Det er givetvis med smartphone-kameraet, som du siger. Mange har den konstant i hånden, og så er det svært at betjene et ordentligt kamera samtidig!
Den kinesiske restaurant har ligget der i alle de år, jeg har boet i Aalborg og Nordenfjords. Indtil for nylig troede jeg dog, det var en andenrangs restaurant, hvorfor ved jeg ikke. Så på den ene side har jeg lyst til at prøve den, på den anden side synes jeg ikke din anmeldelse giver lyst til det. det er så sjældent at jeg går på restaurant, så det skal være godt, når jeg gør det.
Et Dukkehjem lyder som en forestilling, som jeg vist burde have taget mig sammen til at få billetter til. Stykket i Hjørring lyder også til at have været godt. Har I abonnement, eller er I bare gode til at få billetter bestilt?
Restauranten har været der siden 1981, hvor den startede som den første kinesiske i Aalborg. Jeg husker den som værende bedre og blev en kende skuffet. Buffeten tror jeg dog ikke, man går galt i byen med, og om ikke andet er den billig.
Med teatret har vi været heldige at vinde lodtrækningen om (nogle af) cementfabrikkens sponsorbilletter eller lodtrækningen om billetter, hvor vinderne meldte afbud. Det skal dog ikke forhindre mig i selv at bestille – efter mange års “teatertørke” har vi fået smag for scenen.
Du kan da gå ind på teatrets hjemmeside og se, om der er billetter at købe. Snart kommer bl.a. “Diktatoren” baseret på Chaplins fantastiske film.
Interessant og oplysende billede. Jeg ser, at de har placeret styroporskiverne på tallerkenen, og at du kalder dem chips. Skal det forstås sådan, at det er meningen, at man skal spise dem? Det har nemlig tit undret mig, når manden har hentet sin yndlingsmad på den lokale kineserrestaurant, at der så kommer nogle små, hvide poser med sådanne, fiskelugtende, småfedtede styroporskiver med hjem. Adspurgt har manden oplyst, at det ikke var noget, han havde bestilt, men noget, der blev givet gratis med.
Men de er altså spiselige. Hmnn, det skal _måske_ prøves, på et tidspunkt.
Det er rejechips, og udover at have en sprød og luftig konsistens er de velsmagende, synes jeg. Søg på “rejechips”, og du får mere info 🙂
Det noteres, at det ikke var Henrik Ibsens “Vildanden”, der var understegt. Derimod den senestærke kinesers første levering. Fornemmer man(d), at du er lidt grebet af den tungsindige norske forfatter(?)
Dansk-studierne synes ikke så langt væk, siden vi skal begaves med lidt munterhed af Terje Vigen. En absolut kontrast til den hypermoderne optimering (iflg. den observante beretning) af “Et dukkehjem” kan opleves på Henrik Ibsens museum i Oslo, der pudsigt nok ligger på Henrik Ibsens Gate i byens centrum.
Heldigvis var det ikke forstanden, der var overstegt 😉
Nej, jeg er ikke fascineret af Ibsens skriverier. Som du skriver, er han generelt (for) tungsindig. Desto sjovere er der så at opdage, at han også har skrevet et digt som “Forviklinger”, der både er bittersødt og humoristisk.