Kategoriarkiv: Småsnak

Løst og fast om forskellige emner.

Sneglen og de sure ribs

Jeg plukkede ribs i dag. Ikke flere end jeg gad ribbe, og jeg ved jo godt, at de kun ser søde ud. På et af de sure ribs sad en lille havesnegl.

Faktisk har jeg engang smagt snegle, som lignede havesnegle. Det var i Limassol på Cypern, og de smagte udmærket. Det gjorde nok heller ingen skade, at de blev skyllet ned med græsk musik og zivania, den cypriotiske brændevin.

Så det behøver ikke altid være vinbjergsnegle, men denne lille fætter skal nu vokse sig lidt større. Han er også for sød til at spise, selvom han spiser ribs.

snegl

Lyserød panter i politiets døgnrapport

Historien om den lyserøde hund er en af de få kulørte i Nordjyllands Politis døgnrapporter, som ellers er en endeløs liste over indbrud.
pinkpanther
Nordjyllands Politis hjemmeside finder man redigerede døgnrapporter. De fleste er en deprimerende opremsning af indbrud, men der er undtagelser:

12. – 13. juli 2009 kl. 20.53 – Hund malet pinkfarvet

Politiet fik en anmeldelse fra Frederikshavn, hvor ukendte var blevet vrede på en hund. Hunden havde muligvis gøet lidt rigeligt af forbipasserende. Det fik de ukendte gm. til at sprøjte hunden i hovedet med lyserød maling. Hunden blev for en kort stund omdøbt til “Pink panther”.

Når man ser, hvad rapporterne ellers indeholder, kan man ikke fortænke rapportskriveren i at muntre sig, når chancen er der.

Jeg blev egentlig overrasket over, at der begås mange indbrud. De fleste er jo nok berigelseskriminalitet. Ellers ville jeg undre mig over tyven, der brød ind hos vinhandleren for at løbe med en computer.

Man kan gøre det selv, men…

Der er mennesker, som straks skifter til arbejdstøj, når de endelig har fri fra arbejde. Det er gør-det-selv-folket.

De har altid gang i et projekt, og mindst en gang om ugen besøger de byggemarkedet og køber stumper eller nyt værktøj. Det er ikke fordi, det velholdte hus trænger, nej det er fordi, det gør dem lykkelige at save, skrue, skære gipsplader og sætte hylder op.

Når de ikke kan sætte flere hylder op, og hvert et træ er tapetseret med fuglekasser, sælger de huset, køber en rønne og starter forfra. Alternativt køber de et sommerhus, som trænger til en kærlig hånd og en hæk, som skal klippes.

Jeg beundrer deres virketrang, men jeg er ikke gør-det-selv-mand. Jeg lader helst andre gøre det. Livingstone havde også været velkommen til at udforske min baghave, hvis ikke tidsforskellen havde været en hindring.

Det var derfor med lede, jeg læste, at vi får skybrud fredag-lørdag. Sund fornuft dikterede, at vores gamle hus blev skybruds-tjekket. Jeg måtte gøre det selv.

Der var mistanke til et nedløbsrør, og det var ganske rigtigt blokeret i knækket fra tagrenden. Jeg fik knækket og tagrenden renset, men en test med haveslangen afslørede, at også afløbet er blokket. Jeg skilte nedløbsrøret af og prøvede at rense, men det stod alt for langsomt klart, at der må gør-det-for-mig-folk til.

Et par andre småopgaver kunne jeg klare, men frugten af dagens indsats bekræfter kun visdommen i Admiralens Vise:

“Stå aldrig til søs! Lad de andre stå!”

Jeg er og bliver ikke gør-det-selv-mand, men bifalder varmt, hvis andre gør det.