Kategoriarkiv: Småsnak

Løst og fast om forskellige emner.

Døde links, SSL og rejseforsikring

Om døde links, sikker internetforbindelse og rejseforsikringen der dækkede uden at kny, da kufferten blev forsinket på Sicilien.

Der er over 30° i skyggen på terrassen, og jeg har lige orket at sidde helt stille og vedligeholde nogle websider.

Tot har det varmt

Tot har det varmt

Nogle hjemmesider skifter adresse, som var den en skjorte, så har man et websted, må man af og til gå sine sider efter for døde links.

Når man som jeg har mange sider, er der rigeligt at vedligeholde, og jeg når en klump i ny og næ, når det bliver for grelt.

Https

Hos min nye udbyder har jeg fået SSL-certifikat, så mit websted nu har en sikker forbindelse, hvilket ses af den lille hængelås i adressefeltet.

Man skal jo tækkes Google, og de har meddelt, at det nu har betydning for en sides placering i søgeresultaterne, om den har http eller https som protokol.

Google har besluttet, at nettet skal være et mere sikkert sted, og det kan man jo kun bifalde, hvis man har reelle hensigter.

Hverken folketinget, kongehuset, udenrigsministeriet, statsministeriet eller forsvarsministeriet har i øvrigt sikre forbindelser.

Der er formentlig langt flere offentlige myndigheder og instanser, som heller ikke har sikre forbindelser, og det finder jeg egentlig tankevækkende.

Rejseforsikringen

Jeg kan nu slutte sagaen om den forsinkede kuffert, som jeg først fik i hænde efter 13 dage på Sicilien.

Rejseforsikringen har uden brok betalt de små 1800 kr., jeg købte tøj for i Siracusa. Det havde været bedre, om kufferten var kommet til tiden, men når uheldet er ude, er det godt at have en forsikring, der dækker.

Rejseforsikringen følger med, hvis man har kreditkort i Norwegian Bank, og koster ikke en krone.

Af det beløb, man bruger kortet til at købe for, får man 1 % i ” Norwegian Air cash points” (= danske kroner), som fx kan bruges til at købe flybilletter for.

Det er jeg godt tilfreds med. Jeg bruger kortet til stort set alle køb, sørger for at saldoen er i plus og der venter et pænt tilskud, næste gang vi flyver med Norwegian.

Men der må jo være nogen, der bruger kreditten og betaler rente, ellers ville det jo ikke løbe rundt at give folk procenter og gratis rejseforsikring.

Nå, måske jeg skulle ind at se, hvor vi kan flyve hen. Man kunne jo tage på en smuttur næste år, når jeg er blevet arbejdsfri, og Helle har noget flex at tære på. Og kun med håndbagage!

/Eric

Som at være på Sicilien

Jeg har skrevet rejsedagbøger og ordnet fotos fra Sicilien, og med vejret denne maj har det været som at være tilbage – sådan da.

Giardini Naxos

Giardini Naxos med Taormina og Castelmola i højderne til højre.

Det har været den bedste maj i mands minde, hvis man da holder af sol og varme. At komme hjem fra Sicilien var som at komme tilbage til Sicilien. Altså vejrmæssigt – der mangler jo lidt punch i tomaterne og den slags.

Jeg fortsætter med at skrive rejsedagbøger. Havde jeg ikke skrevet de andre, ville det i dag være næsten umuligt at huske den ene rejse fra den anden, og med detaljerne ville det være helt håbløst.

Jeg har lagt dem ud på hjemmesiden. Den ene dækker tiden i Siracusa, den anden opholdet i Giardini Naxos.

Hvor underholdende det så er at læse om vores driverliv og sagaen om den forsvundne kuffert, er jeg sådan set ligeglad med. Nu er de der, og så kan folk læse dem, hvis de gider, eller hvis de vil vide, hvor man spiser godt.

Ellers har det været terrasseliv, når man ser bort fra timerne på jobbet. Der har været tid til det her, hvor man ikke ser rødvinsglasset:

Grillspyd

Det gyldne til venstre er polenta.

Og det her hvor man næsten ikke ser hvidvinsglasset:

Læs resten

Hjem til bureaukrati, hotelskifte og blomster

Hjemturen fra Sicilien var udramatisk, men trættende. Heldigvis havde jeg fri fredag, så jeg havde tid til bureaukrati og bøvl med webhotellet.

Solopgang Giardini Naxos

Sådan så det ud fra altanen kl. 05:46. Solen er 20 minutter under horisonten.

Vi tog den tidlige rutebil til lufthavnen kl. 06:30. Det kan muligvis nås med en senere, men det er alt for risikabelt med myldretid i Catania og lufthavnens ineffektivitet.

Rutebilen var en pendlerbus, og pendlerne og chaufføren snakkede og grinede hele vejen til Catania. Jeg forstod ikke meget af det sagte, men det var underholdende alligevel – latter kender intet sprog.

07:45 var vi ved lufthavnen, og check in samt sikkerhedskontrol tog kun en halv times tid. Senere på dagen kan det være meget værre.

Boarding skete sørme til tiden, og så ventede flyet med for lidt benplads ellers i 45 minutter på en push truck – sådan en der skubber flyet baglæns. Typisk Catania! Heldigvis havde vi god tid i Amsterdam til at absorbere forsinkelsen og folde benene ud igen.

Bureaukrati

Læs resten