Det er snart 10 år siden, katten valgte at flytte ind. Vi gjorde meget for at tale ham fra det, men han var stålsat, her ville han bo.
Tot på terrassebordet
Da han besøgte os første gang, virkede han forkommen og uplejet, så vi troede, at han ikke kunne finde hjem, og kontaktede Kattens Værn.
Fagfolkene kunne læse tatoveringen i øret, og han blev afleveret på hjemmeadressen et par hundrede meter fra vores matrikel. Der gik vel en time, så var han her igen, og det gentog sig.
Vi undlod hårdhjertet at fodre ham, men lige lidt hjalp det. Hvis vi var i køkkenet, hoppede han op på den brede sålbænk, kiggede på os og brægede. Da han en morgen så lys på 1. sal, klatrede han resolut op på udestuens halvtag og græd, til Helle åbnede et vindue og lukkede ham ind.
Vi rejste på ferie i tre uger, og da vi kom hjem, var han der som en mis og gentog, at hans beslutning ikke var til diskussion.
