Tag-arkiv: Kontanthjælp

Tak til fattigrøvene og finansloven

Kontanthjælpen har nu lige så højt til loftet, som der er i partierne bag finansloven. Jeg ønsker hermed at takke for finanslovsgaverne.

GaveTak til fattigrøvene og de små børn i Afrika, som med den nye finanslov giver mig skattelettelser og andre gaver.

Nu er jeg så underlig, at jeg ikke skifter cyklen ud med Volvo, fordi jeg kan spare 50.000, men jeg har fået muligheden, og det er tanken, der tæller. Tak for den!

I Aalborg sparer vi i snit 656 kroner på grundskylden, og det må vi fejre med Chateauneuf og en skål for Pape.

Der er vist også noget med, at jeg sparer 21 kroner om måneden i bundskat, så det fortsat kan betale sig og mig at arbejde. Det får mig nu ikke til at udskyde efterlønnen, sådan er jeg også så underlig.

Jeg har ringe udsigter til at arve et familiefirma, men hvis det uventede skulle ske, slipper jeg billigere i arveafgift, og skynder vi os at få børn, falder vores del af skolepengene til privatskolen fra 29 % til 27.

Det med børn er nok urealistisk i vores alder, men snerydning og havearbejde kan man stadig trække fra, så jeg indhenter tilbud på det første, mens havemanden må vente, til foråret kommer. Muligheden for hushjælp kan overvejes.

Hvis jeg stiftede et firma, ville jeg nu kunne spare penge på flere fronter, men der er for lidt iværksætter i mig, jeg er snarere ilænestolssætter, så den gave lader jeg fare.

Ifølge ministeriets beregninger vil kun 730 løbe fra ansvaret ved at tage et arbejde, der kan betale sig, så der er fortsat rigeligt med folk på overførselsindkomst til at betale gildet.

Selv asylansøgerne vil fremover aflevere deres værdigenstande, så der er sikkerhed for udgiften til teltopvarmning og den slags, hvis besparelserne på ulandsbistand ikke slår til.

Det ville selvfølgelig være overkill at lade de bredeste skuldre bære de tungeste byrder, når de smalleste fint kan klare det, men almindelig høflighed byder mig alligevel at sige tak.

/Eric

Kontanthjælpsmodtagere får gulerod af Venstre

Gulerod

Omsider en politiker med mod til nytænkning: Kontanthjælpsmodtagere skal modtage offentlig forsørgelse, hvis de flytter efter job.

Forslaget kommer fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen. Han siger fra partiets sommergruppemøde:

”Hvis man skal på offentlig forsørgelse, så må man også være parat til at tage et job, selvom det ikke ligger rundt om hjørnet.”

Løn og kontanthjælp på en og samme tid er sikkert den gulerod, der skal til for at besætte de ledige stillinger i provinsen, hvor der ikke findes kontanthjælpsmodtagere lige rundt om hjørnet. Løkke pointerer:

”Det er ikke rart at se, at der er arbejdsgivere i provinsen, der ikke kan finde arbejdskraft.”

Løn suppleret med kontanthjælp skal nok få folk ud af hængekøjen. Det er forfriskende med visioner og mod til nytænkning i dansk politik.

Endnu har vi ikke hørt, hvordan forslaget skal finansieres, men skatteindtægterne vil selvfølgelig stige, når de ledige stillinger i provinsen bliver besat, og man skal heller ikke undervurdere de dynamiske effekter.

 

Om at tage sig sammen, til og ud

Jeg har heldigvis noget at tage mig til og behøver ikke tage mig sammen som de ledige, men det er aldrig hovedløst at tage sig til hovedet.

Skeletdynge - placeret i public domain af pdphoto.org

Så tag dig dog sammen mand! (foto fra pdphoto.org)

Hvis man tager et eller andet sammen, tager man det sammen med andre, medmindre det er sig. At tage sig sammen må man klare på egen hånd.

Man kan også tage noget ud – af klædeskabet fx – men at tage sig ud er noget ganske andet, og hvordan man tager sig ud kan afhænge af, hvad man tog ud af klædeskabet, og det kan igen have betydning for, om man bliver udtaget.

Man kan tage til mangt og meget, men hvis man ikke har noget at tage sig til i to år, er det noget skidt, for så mister man retten til dagpenge. Det er et af VKO’s tiltag.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener, at op mod 18.000 vil miste dagpengeretten i juli 2012. Mange vil heller ikke kunne få kontanthjælp.

Det kan regeringen ikke tage sig af. Venstres Ulla Tørnæs mener nemlig, at tallet bliver lavere, fordi de arbejdsløse vil søge job bredere, når deres dagpengeperiode er ved at udløbe.

Der er altså jobs nok – man skal bare tage sig sammen og søge bredere. Det gælder sikkert også de 1400 arbejdsløse på Bornholm, som sikkert alle skal bredsøge de samme 25 ledige jobs nogle gange om ugen, så kontrollen har noget at tage sig til.

Jeg har heldigvis noget at tage mig til og behøver derfor ikke tage mig sammen på den måde, men det er aldrig hovedløst at tage sig til hovedet, og man kan gøre det sammen.