Kategoriarkiv: Mad & Vin

Trojansk hest og lammekølle uden ben

Har trojanske heste digitale ben? Virusscanneren fandt en troja-hyp, og mens den lavede et boot-scan, udbenede jeg lammekøllen.

Jeg er ikke flink til at scanne for virus og forlader mig som regel på, at virusscanneren er min muskuløse dørmand, når jeg bevæger mig rundt på nettet.

Men det er farligt, for nye vira, som ikke er i scannerens database endnu, kan flyve under radaren og opdages først senere, når databasen er opdateret, og man scanner disken.

Således i dag. Jeg lavede et hurtigt scan, og Avast fandt en trojansk hest, som først er kommet i databasen for nylig, og som bare ventede på, at jeg kørte en eller anden setup.exe. Tiden var afgjort inde til at scanne hele disken.

Sådan et boot-scan tager lang tid på min computer, så mens den digitale narkohund sniffede til hver eneste fil på disken, udbenede jeg lammekøllen, som nu langtidssteger.

Udbenet lammekølle

Køllen er stor til to personer, så den fik skåret snipperne af til en gryderet og blev så snøret omkring en rosmarinkvist.

Snøret lammekølle

Jeg brunede køllen af i olivenolie, kom urter og en sjat hvidvin ved, og nu skal den hyggestege i timevis for lav varme, til den er så mør som – ja så mør som langtidsstegt lammekølle.

Avast fandt 2 forskellige heste i hele 5 eksemplarer og gjorde kort proces – ikke noget med langtidsstegning dér. Jeg skal vist scanne noget oftere, det er der jo ingen ben i.

Og snart starter dagens runde i skak-DM, som kan følges live. Det er godt at have påskeferie!

Ged er godt

Vi har flere gange sagt til Marius på Taverna Zorba, at hvis han fik ged på menuen, skulle han endelig sige til. Det gjorde han så i går.

Da jeg var knægt, syntes vi det var mægtig skægt at sige ’præstens ged på marken’ og den slags, men der skulle gå næsten 50 år, før jeg smagte ged for første gang.

Ged på Telendos

Det var i Grækenland – langtidsstegt og i kraftig tomatsauce med et strejf af kanel/allehånde. Siden har vi fået ged flere gange i Grækenland, og i Rom var vi heldige på Osteria della Suburra i Monti-kvarteret.

Hvis nogen tror, at ged smager, som gedeost lugter, tager de grundigt fejl. Det er magert kød, som med den rette tilberedning bliver så mørt, så mørt, og det tager vel mod krydring. Kolesterolindholdet er i øvrigt lavt, hvis ellers det betyder noget.

Vi har af og til sagt til Marius, at hvis han en dag fik fat i en ged, skulle han endelig sige til, og det gjorde han så i går.

Læs resten

Grillet flæskesteg og tordenbyger

Grillstarter

Juni har været kold i år, men i går var der lunt, og man skulle ikke pakke sig ind som polarforsker for at sidde ude. Torden for buldrende hen over landet, men mellem bygerne var der sol. Jeg riggede grillen til under halvtaget, og kamstegen kom på.

Nogen gør det til en videnskab at grille flæskesteg, men ikke her i huset. Den ryger bare på i 50 – 60 minutter ved direkte varme. Jeg vender den hvert 5. minut, pensler med rosmarinolie tilsat lidt citronsaft og lægger et kuplet woklåg over for at holde på røgen.

Stegetermometer og et tryk med fingeren afgør, hvornår kalorius er færdig – saftig og med knasende sprød svær. Mens stegen hviler ud, kan man evt. grille noget tilbehør såsom skiver af squash og aubergine.

Kamsteg sprød svær

Sommeren lader vente på sig, men temperaturmæssigt var der lidt af det rigtige i går, og når man kan sidde under et halvtag, kan regnen for min skyld tromme i vildskab. Når bygen har renset luften, synger solsorten igen.

Nogle glæder er simple.